Toyta den 22. april 2026
Når der lyder ord som motorer, airbags, sidespejle, batterier, el-biler og karosseri, véd man, at talen går på både gamle og nye biler.
Det var bestemt også tilfældet onsdag aften, hvor SDK-biler i Skalborg var målet for Lokalhistorisk forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sognes forårsudflugt. Direktør Poul Kjærsgaard bød velkommen og med en livagtig og skøn fortælling om, hvordan hans bedsteforældre Maren og Søren Dengsø Kjærsgaard i Frejlev startede den helt specielle virksomhed – indenfor både handel og reparation af næsten alle salgs transportmidler.
Fortællingen omhandlede også Japan, hvor udviklingen forsatte for Pouls far, Erik Kjærsgaards vedkommende. Han og hans gren af familien kom nemlig til at stå for salg af bilmærket Toyota, og det er den forretning, som Poul Kjærsgaard og hans søskende stadig står for i dag.
I en pause var S.D. Kjærsgaard vært ved sliders, kage og skåle med slik og chokolade og dertil et stort udvalg af drikkevarer.
Poul viste herefter de 65 gæster rundt på virksomhedens område på Fredrikstadvej, og med duften af nye biler i næsen fik forsamlingen et godt indtryk af den driftige og fremtidsorienterede forretning.
Formanden for Lokalhistorisk forening Peter Stoffersen takkede for en dejlig aften med en fantastisk tilslutning, og han fremhævede, at det altid er interessant at få indblik i virksomheder i det lokale område. Han fortsatte; ”- Og når det så ovenikøbet drejer sig om et gigantisk familieforetagende, som har holdt ved i mange år. Ja, så virker det også til at have en stor betydning for mange af foreningens medlemmer.”
Gæsterne kunne nu køre hjem – medbringende nye og inspirerende tanker om det, at transportere sig.




















