Stinne Kristensen fra Nyrup

Til Bjergposten nr. 11 blev Kristine Kristensen fra Nyrup opfordret til at skrive sine erindringer fra Nyrup by. Hendes niece Lis Sørensen fra Svenstrup har haft mange af “Faster Stinnes (Kristines) papirer liggende siden hun døde i 1992, og i et lille kladdehæfte har Lis fundet, hvad Stinne også har skrevet:

” …jeg synes stadig, at Nyrup er en dejlig lille By, hvor jeg har boet det meste af min Tid. Jeg havde nogle forskellige pladser i min Ungdom og var på Højskole i Vraa i Vendsyssel. Min mor døde i 1935, og da var jeg Pige derhjemme. Saa efter Mors død, blev jeg Husbestyrerinde hos min Far. Han solgte gården i Nov 1943 og købte Hus i Nibe, hvor vi boede i fire Aar – men saa døde min Far og saa var jeg selvfølgelig slaaet ud. Det første halve Aar var jeg skiftevis hos mine søskende. Men saa blev det lille Hus midt i Nyrup til Salg. Det havde L.P. Larsen ladet bygge til sin Stedmor og hendes datter. Senere havde det været beboet af forskellige. En Bror af mig raadede mig til at købe Huset, da det blev til Salg, saa nu har jeg boet her fra juli 1948 og ernæret mig ved forskelligt Arbejde. Nu er jeg 80 år og nyder mit Otium.” Lis fortæller:

Det var min far Johannes Kristensen, der anbefalede, at hans søster Stinne hellere måtte flytte tilbage til Nyrup i det lille hus, der præcis passede til hende. Huset kostede netop de 12.000 kroner, hun havde arvet af deres far.

Vi boede i Øster Hornum eller nærmere bestemt oppe på Nihøjevej 29, og vi var tilfredse med hendes valg, for så kunne vi stadigvæk besøge hende, og hun kunne komme over til os. Stinne var aldrig blevet gift og hun havde heller ingen børn fået, så vi børn fik da også en helt særlig plads i hendes liv. Det var der nu mange børn, der gjorde. For hver gang hun havde fødselsdag, inviterede hun alle Nyrups børn til saftevand og kage, og så måtte de rode oppe på hendes loft lige så meget, de havde lyst til.  De voksne kom selvfølgelig også, men det var som regel en helt anden dag.

Stinne var en person, der kunne alt, og hun var utrolig god til at hjælpe andre. Hun startede med en løn på 5 kroner om dagen og hun tog ud som kogekone, når der skulle være fester i byen. Hun vidste altid nøjagtigt, hvordan det skulle foregå og hvor tingene var, og hun var som regel også med til at partere grisen, hvis der var behov for det, og skulle bordet dækkes stod hun også klar her. Havde hun nu en ledig stund, kunne hun finde på at sy en strop i et viskestykke eller stoppe et par strømper – for hun var altid i vigør. Når der skulle gøres rent, spurgte man som regel også, om Stinne kunne komme at hjælpe til, for hun vidste igen altid nøjagtigt hvor tingene var og gik hurtigt i gang med opgaven. Skulle der tapetseres og males var det også en af de ting, hun var skrap til – for ikke at glemme julesmåkage-bagningen!  Ja, Stinne gik nærmest fra gård til gård, når julen nærmede sig.

Stinne smed også alt, hvad hun havde i hænderne, når der var syge, der skulle passes, og hvis hun blev kaldt til som barselskone, havde hun også travlt.  Dengang måtte kvinderne nemlig ikke være oppe, og de skulle holde sengen i flere dage. Desuden skulle barnet, faren og måske folkene på gården jo stadigvæk passes og have mad, så derfor flyttede Stinne ind, og hun var der de dage, der var behov for. Jeg husker at jordemoder Kræmmer fra Nibe engang sagde: ” Hvis det er Frøken Kristensen, der er barselskone, så behøves der ingen sygeplejerske! ” Stinne kunne pleje både mor og barn på fornemste vis, men de fleste fik vist alligevel en sygeplejerske til at komme forbi. Til én af de store fødselsdagsfester, som hun altid selv holdt, når hun fyldte rundt, husker jeg da også, at  Karl Thomsen (Nyrupvej 34) holdt en tale for hende, hvor han blandt andet sagde: ” Det har altid været yderst vigtigt at komme først for at få Stinne som barselskone – men det har da været helt galt nu, hvor der er 5 barnevogne i byen!”

Når Stinne var hjemme, sad hun altid med et håndarbejde og lavede flakoner, og jeg tænker nærmest at alle i byen har fået et par stykker af de hæklede, strikkede eller filerede små duge, som hun kunne fabrikere i stakkevis. Hun dyrkede som ung i øvrigt også selv sin egen hør og sendte det ned til Kolding, hvor det blev vævet om til hvide duge. Og som en selvfølge broderede hun sit monogram på, som de fleste kvinder dengang satte stor pris på.

 Når det kom til at føre regnskab, har Stinne også fået flere udmærkelser fra regnskabskontor i Aalborg, og hun gemte altid de fine ord, der var skrevet til hende, men hun havde altid en tendens til at klippe de felter fra, hvor der ingenting stod – for på dette bare papir kunne der jo engang stå noget andet.

Stinne kunne jo egentlig være blevet til så meget og kunne have fået nok så store uddannelser, men hun var en beskeden faster. Jeg husker da også at hendes søster Martha engang spurgte hende – om hvorfor hun dog gik og knoklede for andre, hvor til hun svarede, at hun jo ikke havde nogle til at forsørge sig, hvis der en dag skulle ske noget…. De sidste år fik hun vist omkring 15 kroner om dagen.

I 1992 havde Stinne skrantet lidt, men lægen søgte man jo kun nødigt. Alligevel måtte hun en tur ind på sygehuset, og den samme aften, hvor jeg ville besøge hende, var det for sent. Stinne blev 84 år gammel og hun havde haft et rigtig godt liv i Nyrup.              Lis Sørensen, Svenstrup.

Bjergposten nr. 11 findes på foreningens hjemmeside, så hvis du har lyst til at se eller gense Stinnes (Kristine Kristensens) artikel om det gamle Nyrup, er du velkommen til at besøge hjemmesiden.  

Stinne Kristensen fra Nyrup.

                                      

En fødselsdagsnotits i avisen .