Lene Bjerre fortæller
Den 14. februar 2018 holdt den tidligere virksomhedsejer Lene Bjerre et spændende foredrag i Nørholm Forsamlingshus. Her var hun inviteret af Lokalhistorisk forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne i anledning af foreningens årlige generalforsamling, og hele 70 gæster nød hendes livlige fortælling om firmaet – Lene Bjerre Design A/S.
Historien fortjener imidlertid at blive gengivet i Bjergposten og lyder således:
Jeg blev glad, da John Ejdrup fra Lokalhistorisk forening, i 2017, spurgte, om jeg ville fortælle om det firma, som Peter Bjerre og jeg har hafti mange år, og som har haft en stor betydning for vores familie. Jeg fik, ved den lejlighed, sat lidt orden på selve historien, men fik også system i de mange scrapbøger, stofprøver og andre genstande, jeg har haft liggende fra den tid.
Men nu lidt om, hvor det hele startede:
Jeg er født den 19. november 1944 i Aalborg på Nytorv – på næsten det sted i Salling, hvor jeg, med Lene Bjerre Design, senere fik udstillingsområde i nærheden af skotøjsafdelingen. Salling fik en stor betydning for vores firma, så det er et pudsigt sammentræf.
Min mor og far, Oda og Charles Christensen, var, som unge, flyttet til Aalborg. De stammede oprindelig begge fra Thorshøj i nærheden af Sæby, og far fik arbejde på C.W. Obels Tobaksfabrik langs Kastetvej ud mod fjorden. Her arbejdede han i en afdeling, man kaldte for Røgtobakken. Her tilsatte man lakridssmag til snustobak, og jeg husker, han sommetider kunne have et stykke lakrids med hjem til min søster og mig. Min storesøster Lissy er født i august 1943 og ca. 15 måneder efter er jeg kommet til verden.
Mor har altid sagt, at hvis man skal blive til noget, skal man passe sin skole og sine eksaminer, og så skal man undgå at få et barn uden for ægteskabet, som jo, i mine forældres øjne, både var skamfuldt og forkert. Jeg passede både skole og eksaminer, og tænkte da også at følge mors råd med hensyn til det at få børn.
Da jeg var færdig med skolen, var det svært at få en læreplads, men jeg fik dog et kontorjob på Aalborg Foderstofimport på Østerå. Så i fire år skrev jeg fakturaer ud på skrivemaskine, og jeg kedede mig en hel del. Heldigvis, efter et handelsskoleophold, tog jeg undervisning i tysk og engelsk på aftenskole, og det skulle senere vise sig at være en god idé i mit kommende virke.
Da jeg var 18 år og udlært som kontorassistent, planlagde jeg, sammen med mine forældre, at rejse til Schweitz. Her skulle jeg være ansat som au pair-pige, og det var en meget spændende tid at gå i møde. Men det var bestemt også en meget betuttet ung pige, der ankom til det fremmede land ved togperronen i byen Arau i Schweiz. For det viste sig, at der ikke kom nogen for at hente mig, som aftalt. Men heldigvis løste problemet sig hurtigt, og jeg blev meget glad for mit ophold hos den skønne schweiziske familie med en dreng på seks år. Den eneste udfordring var dog sproget. For familien talte Schweizer Deutsch, og det var slet ikke til at forstå. Hoch Deutsch og engelsk blev derimod vores redning, og efter en tid fik jeg forlænget arbejdsperioden til endnu et år – endda med dobbelt løn!
Jeg kan i den forbindelse også kort fortælle, at jeg derefter fik mod til at rejse lidt rundt i Europa på egen hånd. Det var blevet moderne med Interrail og jeg fulgte med på en oplevelsesrig tur til bl.a. Paris.
Mine forældre, som i en årrække havde boet i det centrale Aalborg, og som nu var flyttet til Vejgård, inviterede mig en dag med ud på landet. De skulle besøge nogle af deres venner i Klitgård, og her var der tilfældigvis nogle unge mennesker, der holdt fest i et sommerhus, hvor der senere blev oprettet en is-hytte, det nuværende Pirken 7. Det var her, at jeg mødte Peter Bjerre for første gang, og jeg husker, jeg blev lidt lun på ham, og at vi, den kommende danseaften i Skalpavillonen, dansede hele tre danse!
Jeg havde nu, i en periode, et arbejde som vikar på en skole i Aalborg, men rejste til København for at få arbejde på Bella Centret. Det var et spændende job, hvor der blev arrangeret forskellige udstillinger, men det var noget ensomt at bo derovre. Heldigvis havde Peter fået telefonnummeret til centeret, og han ringede en dag og spurgte om at få lov til at tale med en Lene Christensen. Det var mig, der tog telefonen, så vi fik en god snak.
Peter stammede fra en stor gård, ”Klitgården”, der lå tæt ved Limfjorden og med en masse åbne marker rundt omkring, og jeg var meget betaget af stedet. Hans forældre hed Emely og Åge Bjerre, og familien var naturligvis dygtige indenfor landmandsfaget, og pudsigt nok havde jeg altid, som barn, sagt, at jeg gerne ville giftes med en landmand, da jeg altid har været vild med dyr og frisk luft.
Peter og jeg blev gift den 11. november 1967, og dengang boede vi en kort periode på ”Klitgården” på Kågen 12. Senere flyttede vi over på en mindre nabogård, Nørholmsvej 541, som Peters onkel og tante, Søren og Anna Bjerre, havde haft. Den var, lige som Nørholmsvej 540, oprindelig udstykket fra ”Klitgården”, og her havde Peter også haft nær familie boende.
Vi boede imidlertid nu som genboer til Lars og Gunda Damborg, og det var vi glade for. Peter var blevet uddannet som landmand, og vi ændrede bygningerne fra ko-hold til svineproduktion, hvilket Peters far Aage ikke var så meget for, men han accepterede dog Peters beslutning. Min svigermor Emely var derimod imponeret over, at jeg satte pris på alle de gamle møbler, som jeg lystigt ændrede og sammensatte i forskellige farvestile, og jeg opkaldte da også senere en produktion efter hende. Vi kaldte den ”Emely Rose.”
Vi fik vores datter Bolette i 1970, og vi havde aftalt, at skulle vi have børn, så var antallet ét eller elleve, men vi fik nu alligevel kun to. Vores søn Kristoffer blev født i 1977.
Jeg har altid været interesseret i at lave håndarbejde. Som barn husker jeg, at mor syede alt vores tøj til min søster og mig, og at hun var nøjsom og påpasselig med at holde sammen på den knappe økonomi derhjemme. Jeg passede også på ikke at smide noget væk hjemme hos os. Alt kunne bruges til et eller andet. Og jeg har også altid haft lyst til at handle med noget af det, jeg selv fik fremstillet. Det være sig massevis af små strikkede dukkesokker, som jeg allerede som barn solgte til legetøjsbutikken Vesterladen på Østerå i Aalborg. Og som ung fandt jeg på at sy nogle patchwork-tørklæder og bælter, som jeg solgte til veninder og deres veninder.
Lene holder en lille pause, inden hun fortsætter sin historie:
Vi er nu nået frem i tiden omkring 1975, hvor jeg en dag så nogle foldede lampeskærme i en butik, som kunne passe perfekt til en meget gammel lampe, jeg i sin tid havde fundet på loftet af ”Klitgården”. Skærmen var imidlertid så dyr, at jeg tænkte, jeg selv måtte kunne folde en sådan. Og da jeg i forvejen var en hyppig kunde hos Samsons Boghandel i Slotsgade i Aalborg, købte jeg noget farverigt papir, som egnede sig godt til en hjemmelavet lampeskærm. Snart fandt jeg fidusen og bukkede papiret ca.175 gange, skar det i en passende bredde, og inden så længe kom idéen, om at sælge flere skærme i det nærliggende Gavlhuset i Gravensgade.
Vi fik endda også afholdt Skærmaftener. Det var hyggelige sammenkomster, som mindede om det kendte Tupperware-princip, hvor veninder inviterede en flok interesserede med til mødet, og hvor der blev handlet på livet løs. Jeg besøgte også forskellige brugskunst-og elforretninger og solgte efterhånden en hel del af de nyudviklede lampeskærme.
Firmaet ”Lene Bjerre Design” var nu ved at blive en realitet. For midt 1970’erne var der kommet flere butikker i bybilledet. Der var også kommet flere kvinder på arbejdsmarkedet, og de var
efterhånden meget modebevidste omkring boligindretning. Som en tilfældighed fik jeg en dag en henvendelse fra Holmegårds Glasværk. De havde en fornem butik på Strøget i København og havde set nogle af mine skærme. Nu ville de gerne samarbejde omkring en lampe, for de
efterspurgte netop dén nyhed på belysningsmarkedet. Jeg var meget taknemmelig for henvendelsen og blev endog veninde med Hanne Grane, som var firmaets produktionschef. Og i fællesskab fik vi succes med den plisserede lampeskærm her fra Klitgård.
Peters arbejdsområde var i mellemtiden blevet udvidet til at være maskinstation ved siden af svineproduktionen, men nu overtog jeg noget af laden til både kontor og til et produktionslokale, så grisene måtte efterhånden lade livet for lampeskærmene. Peter hjalp med det praktiske i vores lille produktion, og vi foldede skærme i døgndrift og havde endda ansat Marie Sørensen og Laila Kortegård til at hjælpe os med arbejdet.
Lampeskærmene med det lille ovale logo ”Lene Bjerre” var nu efterhånden blevet kendt i hele landet, og takket være Holmegårds Glasværk fik vi lov til også at deltage i en masse messer i både ind- og udland. Det gik over stok og sten, og vi kunne knapt nok følge med, men det var fantastisk sjovt. Vi blev nødt til at indkøbe en boremaskine til 3800 kr. og det var en dyr investering dengang. Men nu gik det endnu hurtigere med at bore hullerne til de kulørte fløjlsbånd, som ikke før var set på markedet.
Erik og Marie Sørensen, på Nørholmsvej 501, var en del af eventyret og vi sagde en dag til hinanden: ”Når lampefirmaet Le Klint kan lave plissé, så kan vi vel også?” Derfor kontaktede jeg den tyske ambassade, som fandt ud af, at der 20 km nord for Berlin, var en fabrik, hvor vi kunne købe en plissé-maskine. Samme aften kørte Peter og jeg derned. Peters far passede børnene. Vi kørte hele natten, og humøret var højt.
Ved grænsen til Østtyskland blev vi imidlertid mere tavse, da vi blev bedt om at aflevere vores pas. For imens stod en grænsevagt og stak løbet af sit gevær ind over vores halvt åbne siderude i bilen, og han pegede akkurat mod vores instrumentbræt. Jeg var bestemt ikke tryg ved situationen, men takket være mit aftenskole-tysk og ikke mindst Peters D-mark og snusfornuft, fik vi lov til at køre ind til Berlin, hvor vi hurtigt fandt den specielle fabrik. At det så forvoldte problemer med at få transporteret maskinen hjem til Danmark, er en helt anden historie.
Vi havde altid foldet med almindeligt papir og tapet til lampeskærmene, men nu var der efterhånden efterspørgsel på at få plastik indvendigt i skærmene. Så vi måtte købe en lamineringsmaskine og senere fulgte større specielle maskiner, som bl.a. kunne klare de mange nye sy-opgaver.
Derhjemme opgav Peter maskinstationen helt, og han blev i stedet Teknisk direktør for vores firma. Heri indgik heldigvis også børnepasning og madlavning, og han blev hurtig god til at stege kylling i ovnen. Og når maden var færdig, var det vigtigt, for både kone og børn, at smide alt, hvad man havde i hænderne, og komme ind i køkkenet til den gode mad. Ganske vist var det mig, der tegnede firmaet udad til, men ingen af os har noget tal på, hvor mange gamle møbler, kommoder, købmandsdiske og borde, der gennem tiden er blevet fragtet frem til diverse udstillingslokaler af Peter. For vi havde begge to en stor interesse i, at netop vores hjørne af udstillingsrummene, tog sig så flotte og så originale ud, som muligt.
Der var, som sagt, efterhånden et stort kundegrundlag og vi solgte godt til ind-og udland, og vores sortiment indbefattede nu også forskellige puder, dækkeservietter, sengetøj, kosmetiktasker og duge, og via et samarbejde med den meget håndarbejdsdygtige Lisbeth Larsen fra Porsheden (gift med vognmand Ole Larsen, som jo desværre er død), blev der oprettet et kreativt værksted/systue på Porshedevej 21. Her arbejdede der adskillige lokale kvinder gennem årene, og også her var der fart på. Materialet var, det dengang, meget populære chintz stof, som vi havde indkøbt i Frankrig.
Når jeg nævner 2. sorterings-salget i Klitgård, ja så er der sikkert mange her i aften og fra hele omegnen, der var med dengang. Der var flere hundrede kunder, der stod i kø for at købe nogle af vores varer fra tidligere kollektioner, og det var fantastisk.
Historien og idéen til disse udsalg er, at jeg en dag talte med sønnen af Mulvad-familien. Deres trikotageforretning, på hjørnet af Gravensgade og Bispensgade i Aalborg, havde selv haft et udsalg på en lignende måde, og det havde de haft en stor succes med. Så vi ville prøve det samme, for på den måde at få noget af vores ophobede varelager solgt. Og det var en kæmpe oplevelse, at se hvor mange kunder, der kom fra næsten hele landet. Det gik over al forventning, og vi personale havde en fest, når vi, i de kommende mange år, hvert forår og efterår, åbnede både døre og porte op for alle, der havde lyst til at gøre en god handel.
Handelen i butikkerne gik nu også strygende. Vi havde, ud over Danmark, ansat sælgere i Skandinavien og i Tyskland, og vi solgte godt af livsstilsprodukter til hjemmemarkedets store isenkræmmere, nemlig Salling og Inspiration og til Kop og Kande og til Imerco.
I Klitgård var der efterhånden 36 ansatte på gården, og da der ikke længere var mulighed for at forøge bygningsarealet, måtte vi efterhånden tage skridtet til at flytte til et industriområde.
Heldigvis var Nibe Kommune, med borgmester Jens Østergård Madsen i spidsen, parat til at hjælpe os med at købe en grund på bakkedraget øst for Nibe, og da arkitekterne og håndværkerne gik i gang med at forvandle den bare mark til en smuk fabriksbygning nær den lokale by, kunne vi se, det var den rigtige beslutning. Snart blev fabrikken indviet, og igen var Limfjordens vande ikke så langt fra vores fælles nye arbejdsplads.
Systuen i Porsheden flyttede med til den nye fabrik, og de 4-5 sy-piger her fik nye ansættelser. Vores datter Bolette blev ansat i firmaet, som marketingansvarlig for sælgerne, og Kristoffer blev uddannet klejnsmed.
Peter og jeg holdt Sølvbryllup i 1992, og derefter flyttede vi fra gården på Nørholmsvej 541, for vi havde købt Peters forældres villa i Klitgård på Nørholmsvej 550. Det var netop det hus, som
Peters forældre, i sin tid, havde fået bygget, da de selv blev ældre. Jens H. Christensen fra Sønderholm var bygherren dengang, og ved samme lejlighed købte han, og hans murer- og entreprenørforretning, ”Klitgården” på Kågen 12.
Vores nye bolig havde den dejligste beliggenhed med den mest storslåede udsigt over både fjorden og den gamle gård, ”Klitgården”, og her bor vi endnu.
En dag for omkring tyve år siden blev jeg pludselig syg, og min læge anbefalede mig at skrue lidt ned for tempoet, og som sagt så gjort. Så i 2006 indledte vi et samarbejde med et yngre par, Susanne og Bjarne Poulsen, om en fremtidig overtagelse Lene Bjerre Design A/S, og nu har Peter og jeg en fri og skøn tilværelse som pensionister.
I dette tilbageblik vil jeg så til slut gerne takke alle gode kunder, der har købt vores produkter gennem tiden, og en samtidig stor tak går til de mange dygtige og fantastiske medarbejdere, som, sammen med os, har skabt Lene Bjerre
Design A/S i Klitgård og omegn.
Lene Bjerre, Klitgård
