Grethe fra Frejlev ser tilbage

Grethe Marie Klitgård Nielsen fra Frejlev ser tilbage

Grethe og hendes mand, Niels Markus Nielsen, boede i mange år på Nibevej 365 i Frejlev, og med det udgangspunkt, samt historien omkring Niels’ arbejde ved Frejlevmasten og Regan Vest, er denne artikel skrevet.

Når man sidder med en ny flot bog om det snart åbne Regan Vest i nærheden af Rebild Bakker, er det ikke til at forstå, at dette meget hemmeligholdte sted, har dannet rammen om min mands arbejdsliv i mange år.

Historien er, at Niels var uddannet TV-teknikker, og på en eller anden måde blev han bedt om –

eller måske søgte han endda selv stillingen til denne specielle opgave i Regeringsanlæg Vest. Han skulle i alle tilfælde arbejde med det teletekniske anlæg, men han måtte på ingen måde røbe, for noget menneske overhovedet, at han i mange år, den første tirsdag i måneden, tilbragte adskillige timer på denne skjulte arbejdsplads. End ikke jeg vidste det, og hans arbejdskolleger ved Frejlevmasten vidste det heller ikke, ud over de to andre kolleger, der deltog i arbejdet dernede.

Først mange år efter, da området blev afsløret for offentligheden, fortalte han mig lidt om stedet, men det vil jeg vende tilbage til sidst i artiklen.

Niels kom fra Nymindegab i Varde kommune, og efter krigen blev han marinesoldat, hvor han blev udstationeret på en minestryger i farvandet mellem Amerika og Europa. Her lokaliserede skibene de mange u-detonerede miner i havet, og hvordan det ellers foregik, ved jeg ikke.

Jeg ved dog, at jeg ved en tilfældighed, stødte på ham, da han efter sin læretid hos Svend Haahr i Nørre Nebel, var flyttet her til Frejlev.

Her var den nye Frejlevmast lige blevet bygget, og Niels arbejdede der. Det var i 1958 og arbejdspladsen har Niels altid betegnet, som helt fantastisk.

I alle årene arbejdede han sammen med Gunnar Sørensen, Hardy Frandsen, Tage Sleiborg og Mogens Pinholdt, som var chef på stationen. Der var ikke den dag, han ikke glædede sig til at gå på arbejde, og vi kvinder/ægtefæller har da også holdt sammen i alle årene.

Oppe ved masten var der i alt 6-7 ansatte, og der var altid 4-5 personer på arbejde om dagen. Hvis de skulle have vagt om aftenen eller om natten, var det altid et krav, at der var mindst to kolleger om opgaven, da der var fare forbundet med at arbejde med højspænding.

I bygningen var der en lang pult med skærme, som de ansatte skulle holde øje med. Hvis der så skete et Tv-sender-udfald eller lignende, så ser jeg tydeligt for mig, hvordan de hurtigt skubbede deres stole ud fra bordet, og rejste sig op, og åbnede de skabe, der stod bagved. For så var det med at reparere skaden hurtigt, således at Tv-seerne ikke skulle undvære fjernsynsprogrammet alt for længe. Lykkedes reparationen ikke, måtte de derimod fortsætte arbejdet over natten, i håb om at næste dags fjernsynsudsendelse kunne

vises. Niels var med til de fleste opgaver omkring det tekniske, men han har dog kun været oppe i selve masten et par gange. Han holdt sig til jorden og bestilte gerne antennefolk, hvis der skulle ændres noget i luften.

I fritiden var han ferm til at sejle og makke med biler og alt andet teknisk. Ja, selv egne både har han bygget, også selvom projekterne kunne tage flere år. I 1960 byggede han i øvrigt også sit eget fjernsyn, man da der aldrig kom en bagbeklædning på, og vi på det tidspunkt skulle have et barn, kasserede han det og købte et rigtigt TV-apparat i stedet for.

I 1983 bistod han også med sin kunnen, med at få TV2-masten i Tostrup installeret og sidenhen også masterne i Tolne og Hobro. I oktober 1992 gik han på førtidspension. Han havde forinden været uheldig at få en stålwire i ansigtet. Han stod på kajen i Nibe, da Poul Reimer skulle have sin båd op på land til vinterophold. Wiren sprang, og ramte desværre Niels, og han blev alvorligt kvæstet. Niels blev uarbejdsdygtig og måtte på førtidspension, men forblev så aktiv, som han kunne, med forskellige hobbies.

For mit eget vedkommende kan jeg fortælle, at min mor Martha Karoline Katrine Klitgård Larsen oprindelig stammede fra Tostrup. Her var hun ud af en børneflok på fem søskende. Foruden hende selv, så var der søstrene Alma og Rosa, samt to brødre, der hed Bernhard og Laurits. Forældrene hed Marie og Marinus Klitgård. Mors far døde desværre som ret ung, og mors mor kunne ikke klare gården alene. Derfor ansatte hun et par folk, hvor Gunnar Jensen, Duedal, var den første. Han blev senere gift med Rosa, og de fik 6 børn, hvor Vagn og Henning Klitgård bor her i området. Alma blev gift med Karl Thomsen i St. Restrup. Min far, Niels, blev også ansat som bestyrer, og han blev så senere gift med min mor. De fik kun et barn, og det var undertegnede, Grethe, og jeg er født i 1940.

Mors mor, kaldet bedstemor, var fantastisk god til at sy. I hendes unge dage gik hun fra hjem til hjem og syede for folk. Hun syede naturligvis også tøj til hele familien, ja, endda også til mig i mine voksne år. Hvis hun endelig købte en kjole til sig selv, gik der heller ikke længe, før hun ændrede lidt på ærmerne, længden eller kraven, for hun var rigtig dygtig til sit håndværk. Hun var også meget troende, og hun var at finde i Sønderholm kirke hver eneste søndag på den samme bænk – den anden sidste til venstre i kirken. Hun døde 91 år gammel.

Bedstemors gård lå på Kammerherrevej 10, der hvor Annie og Anders Søndergård har boet i en lang årrække. Hun solgte gården i 1942 og flyttede til Sønderholm på Nibevej 500, det første hus i Sønderholm. Når man kommer fra Frejlev. Min far havde købt huset. Stueetagen blev hendes, og mine forældre, Martha og Niels Larsen, flyttede på 1. sal. Her er jeg født.

I 1947 flytter mine forældre og jeg, til Frejlev. Her havde skovejer Jacobsen udstykket fire grunde til skovarbejderhuse, hvoraf far havde købt en af grundene og bygget et flot og moderne hus på Nibevej 365. Min far arbejdede i St. Restrup Skov i en periode, men han tålte desværre ikke det hårde slid så godt.

Far var en dejlig far, han kunne skrive digte, og han var kendt for at holde følelsesladede taler til familie-komsammen. Han lavede gerne sjov og spas med sine medmennesker, og var altid i godt humør, trods det, at han led af svær astma. Mor var desværre psykisk syg det meste af sit voksenliv, og hun var, på sine ældre dage, indlagt på Risskov ved Aarhus. Her fik hun heldigvis en korrekt behandling, og da hun skulle udskrives, blev det foreslået, at hun flyttede på et plejehjem. På det tidspunkt var far allerede død, og mor fik en plejehjemsplads i Svenstrup. Hun forandrede sig mærkbart, da hun blev velmedicineret og fik den rette pleje. På sine gamle dage blev hun et helt andet menneske, hvilket jeg godt kunne ønske, at far havde oplevet.

Men livet går videre. Niels og jeg blev gift den 17. april 1960, og flyttede ind i en lille lejlighed på hjørnet at Duedal og Nibevej (385). Lejligheden lå i gavlen af den nu nedlagte gård, og som dengang var ejet af Ellis og Henry Andersen. Derefter får vi, som tidligere nævnt, en datter Helle. I 1964 følger en søn Jørn, og samme år køber vi en af de første byggegrunde, der er udstykket på Otto og Stinne Bendtsens jorde i Sønderholm. Vi bygger en dejlig lille villa på Skakvejen 5, og vi får følgeskab af andre nybyggere på marken: Lise og Villy Andreasen på Hr. Sørens vej 6 og Elin og Bjarne Adamsen på Skakvejen 16.

Her i Sønderholm bor vi nu ikke så længe, for da min mor kom på plejehjem, overtog vi mine forældres hus Nibevej 365 i Frejlev Vest. Huset ligger tæt på Niels’ arbejdsplads, som jo er Frejlevmasten, og jeg arbejder som rengøringshjælp og som børnepasser i forskellige sammenhænge. Vores to børn går på Frejlev skole, og de får mange kammerater i både fritid og skole.

Jeg kunne nu igen nyde livet i Frejlev Vest. Her, hvor jeg som barn, legede med Marinus Pedersens børn, Karoline, Klara, Per og Karna, som boede på den anden side af Nibevejen, og hvor jeg nærmest følte mig som en del af søskendeflokken. Vi kunne også igen se tilbage på de mange ture, hvor vi hvert år til juleaften kunne drage op til min moster og onkel, Karl og Alma Thomsen, som boede på bakken lige inden Sønderholm. Der var aldrig rigtig jul, før vi tog til Sønderholm Kirke og iagttog, hvordan pastor Reerslev stille og roligt gik op imod alteret. Jeg følte nærmest, at julestemningen var lige i hælene på ham.

Pastor Reerslev kom jo, som årene gik, til at betyde meget for vores lille familie, og i mange år var han en vigtig person i forbindelse med de forskellige højdepunkter, vi havde dengang.

Jeg husker bl.a., da Helle skulle døbes. Da bankede han en dag på døren, og orienterede os om, at den dato, vi havde valg til barnedåb, ikke var på hans arbejdsdag. Han ville tydeligvis gerne forrette dåben selv. Vi valgte så den næstkommende søndag, hvilket var fint nok for os – rent bortset fra, at vejret netop denne december søndag, var et uvejr, hvor himmel og jord stod i ét. Det fik så desværre nogle af gæsterne til at vende om, og dåbsdagen blev anderledes afviklet.

Nu er vores børn blevet voksne, ja, de er endda blevet både forældre og bedsteforældre, og Niels døde desværre i 2011.

Jeg er nu flyttet helt ind til Frejlev by, og kan stadigvæk holde øje med Frejlevmasten, som kan ses fra mit stuevindue, og jeg har det rigtig dejligt her.

Jeg vil nu til slut nævne nogle af de små fortællinger, som Niels fortalte, da nyheden om at Regan Vest blev almindelig kendt.

Han bad mig bl.a. huske tilbage på vores sølvbryllupsdag i 1985. Da kom der pludselig to, for mig ukendte herrer, ved vores fordør. De medbragte en gave i form af et fint salt- og pebersæt i messing. Jeg forstod ikke deres ankomst og mente, de var gået forkert, men Niels sagde ok for dem, og vi tog venligt imod gaven. Niels fortalte nu, at det var to kolleger fra ”Hulen”. Det var det ord han brugte om sin tidligere deltids-arbejdsplads i Regan Vest – regeringsanlægget i det vestlige Danmark ved Rold Skov.

En anden fortælling var, at engang var Niels inviteret til julefrokost, og pludselig kom der et ”salatfad”/en politibil og hentede ham. Det forstod jeg naturligvis ikke, men Niels bedyrede, at sådan var det bare. Igen var det kolleger fra politiet ved ”Hulen”, som havde set det praktiske i, at de kunne følges ad til festen.

Flere år efter fortalte Niels også, at de i begyndelsen ikke vidste så meget om forholdene dernede, men jeg mener regeringsanlægget formodentlig var færdigbygget, da Niels kom derned. Og derudover har han fortalt om en meget smal nødudgang, som førte ud i det fri. I den holdt de somme tider øvelser, og den oplevelse var Niels aldrig så positivt stemt over for.

Han var heller ikke helt begejstret, da han en dag får følgende at vide: ”I tilfælde af krig, er det kun dig, der kan blive her i anlægget. Din kone og dine børn har vi ingen mulighed for at beskytte ” Derefter stoppede Niels med sit engagement i Regan Vest og havde ikke lyst til at arbejde her mere.

Se, det var så den smule, jeg fik at vide om hans hemmelighedsfyldte arbejde, men jeg glæder mig meget, til min familie og jeg kan besøge ”Hulen,” når den engang åbnes op for alle.