Fiskeriet i Limfjorden

Oluf Broch Nielsen er født og opvokset i Nørholm, og i sin barndom og ungdom var han altid på fjorden for at fange fisk. Det og meget andet har han, sammen med datteren Karin Broch Nøhr, valgt at fortælle om her.

Oluf fortæller:

”Husk på jeg rejste jo fra Nørholm i 1958, og det er omkring 65 år siden, så det kan godt være svært at huske det hele. Men jeg fik uddannelse i Aalborg som kedelsmed på Aalborg Værft, og fandt senere sammen med Birte Thomsen. Birte var født i Ø. Brønderslev, hendes bedsteforældre var Jens Peter og Martine Nielsen fra Nørholm enge. Vi fik to børn; en søn Ole, som i dag bor i Brasilien og en datter Karin, som bor i Biersted.

Som sagt er jeg født i Nørholm nærmere bestemt Nørholm Bygade nr. 18. Her boede jeg med sine forældre Niels Peter Nielsen – også kaldt for Niels Gregersøn altså ”Grajsen” på jysk. Far var murer og han havde værksted derhjemme. Mor Kristine stammede fra Djursland, og de to havde truffet hinanden i Aarhus. Min far byggede selv huset og værkstedet i 1934, og han kaldte huset for ”Tofte”.  Min bedstefar på fars side hed Lars Nielsen (Lars Greisen) født og opvokset i Nørholm, han var murer og tømrer i Nørholm. Min bedstemor var Dorthea Poulsen, født på Ringkøbing egnen, men opvokset i Nørholm. Min bedstefars forældre var Gregers Nielsen (også kaldet Grajsen) og Ane Larsdatter Lund. Begge var født og boede i Nørholm hele deres liv. 

Vi var tre børn; Lars, som blev gift med Jonna, Doris og så jeg Oluf født i 1941, som efternøler i familien. (Jeg nævner lige storebror Laurs, som var vores halvbror).”

Oluf fortsætter:

Da jeg blev født i 1941, var mine søskende meget ældre end mig, og mine forældre var begge fyldt fyrre år. Som barn var jeg vist lidt forkælet.

Dengang var de fleste af indbyggerne i Nørholm bønder, og der var gevaldigt mange køer, som vi drenge fik lov at trække hjem fra marken om eftermiddagen. Køerne fulgtes ad alle sammen, og de vidste nøjagtigt, hvor de skulle hen for at blive malket. Her var der Jens Knudsens køer, Jens Kjærs og Kresten Sloths køer. Da jeg var 15 år, blev jeg karl på Høllgården, Nørholm Bygade 13, hos Knud og Ingeborg Christensen. Der var jeg indtil jeg kom i lære, dvs. 23 måneder. Det var et rigtigt godt sted. Ingeborg satte aldrig noget på bordet jeg ikke kunne lide.

I vores familie har vi derimod altid fisket meget. Både min far, min bror Lars og jeg har fanget utallige fisk fra fjorden. Det var naturligvis mest ål og skrubber, vi fangede, men nogle enkelte laks har vi da fået på krogen. Derimod har vi aldrig fanget sild, selvom Nibes sildeeventyr faktisk også udspandt sig fra netop det her område ved Nørholm. Her var der til sildefiskeri nogle helt optimale forhold, for ved Klitgård går sejlrenden næsten helt ind til strandkanten, ved Nørholm er der lidt længere derud.

Som børn var vi somme tider med ude på en af de to sandbanker, der er ude i fjorden. Her holdt mågerne til, og vi samlede mågeæg i massevis. Mor var ekspert til at bage sandkage og andre kager, og brødet fik en flot farve af de gule blommer. Jeg husker ikke vi fik spejlæg af dem.

Ål fik vi derimod i alle mulige afskygninger. Der blev serveret stegte ål, hvis de ål, vi fangede, ikke var længere end 40-50 cm lange og at de ikke var tykkere end en mands finger. Hvis vi derimod kom hjem med en fed krabat på cirka en meters længde og hvis den var tyk som et lille håndled, ja så måtte vi aflevere den ved fiskehandleren i Nibe for at få den røget. Jeg husker, jeg engang – på knallert – netop havde en sådan kæmpe ål i min rygsæk. Ålen lå helt stille i tasken, for der var vel næppe plads til andet.

Min far havde sans for det kulinariske køkken, og han afprøvede altid forskellige måder at få ålene tilberedt på, men retten Ål i gelé blev aldrig en, der faldt i min smag. Derimod var mors stegte fiskefileter helt perfekte, og far sagde altid, når hun havde stegt et ordentligt fadfuld, at vi skulle spare på brødet, for det var det dyreste. Min svigerinde Jonna, havde også altid sine betænkeligheder med at bede om hele 400 gram remoulade ved fiskehandleren, men til sådanne portioner skulle der meget remoulade til. Mor nedfrøs naturligvis altid en del af vores fangne fisk, men en dag, hvor hun havde tilberedt hele 400 stk. fiskefileter, havde hun ikke overskud til at få flere fisk, om så fjorden var nok så blank!

Hjemme hos os foretrak vi skrubber. Godt nok var de grovere i kødet, men de smagte af mere, og når vi fiskede efter dem, foregik det på følgende måde: Vi satte en line ud i fjorden med ca. 100 kroge på. På hver krog satte vi en sandorm. Ormene havde vi forinden hentet ude på en af de sandbanker, der er i fjorden. Sandorme er nemme at finde, for når de graver sig ned i bunden, efterlader de sig nogle små snirkler i sandet, og så er de nemme at grave op. Jeg husker, vi engang havde sat 100 kroge ud om aftenen, og næste morgen sad der så en fisk på de 97 af dem. Så gjaldt det ellers om at være hurtige til at få dem op, inden krabberne nåede at sætte tænderne i dem.

Vi havde en lille båd ved fjorden. Det var en kåg, som betyder en båd med en meget flad bund. Når båden skulle på land havde vi nogle planker på land, som vi rullede den op på. Jeg har altid fået et vide, at; ”Den dag, du selv kan trække båden på land, da må du selv tage ud at fiske.”

Jeg fiskede meget, og fik også en gang imellem lov til at komme med Ernst, der havde sin fiskekutter på fjorden.  Han satte bundgarn ud i fjorden, og jeg skulle afbarke bundgarnspælene. Det var Ernst og min storebror Lars blevet enig om, at det var lige et job for mig, når jeg fik fri fra skole. Ernst og Lars var lige gamle, og havde gået på Nørholm Skole sammen. Jeg husker ikke hans efternavn eller hvem han var søn af, men han var heller ikke så interesseret i at blive landmand, så vi var ret ens på det punkt. Da Ernest var ung, flyttede han imidlertid fra Nørholm og købte senere flere store rejetrawlere, og han kom til at eje et rejekogeri i Hanstholm. Jeg tror nu nok, nogle af de ældre Nørholmere kom til at tænke lidt mere over, at man også kan have stor succes som fisker.

Når vi fangede fjordrejer, foregik det med et lille vod. Det blev nu aldrig en eftertragtet sport, for det var et kæmpe arbejde at pille dem, og selvom de smagte godt, var det alt for besværligt.

Sidst i 1940’erne og først i 1950´erne var der nogle hårde vintre, og Limfjorden frøs næsten til is hver vinter. Så kunne vi se isbryderen ”Valdemar” komme gennem isen, og vi beundrede altid når skibet skulle helt ind langs kanten af fjorden, for så var han nødt til at skubbe en tung kulvogn rundt på skibet således at skibet kunne tynge isen i stykker, og isbryderen kunne derved bevæge sig længere og længere ind til land.

Når isen var helt tyk og sikker, stangede vi altid efter ål. Vores lyster, en ca. 5 meter lang træstang med et ålejern på, bar vi ned på isen, bankede og skar et cirka halv meter rundt hul.

Her var det meget vigtigt, at vi lagde de opgravede isflager op på i kanten af hullet. Det var for at advare andre om, at her var der et hul, for i løbet af kort tid kunne isen måske igen fryse til, eller der kunne komme en snebyge, som dækkede hullet til igen. Jeg har set flere uheldige situationer i den retning, men det var særligt, da der, de senere år, kom fremmede folk på fjorden, og som ikke advarede om, at her kunne der være et hul.

Da var min far og jeg engang ude at stange ål, og her sank han pludselig i et sådant anonymt hul. Det var heldigvis kun det ene ben, der røg i, og han kom hurtigt op igen, men fra den dag af, forsvor jeg aldrig mere at ville være med til at deltage i den slags fiskeri om vinteren, for det var simpelthen blevet for farligt.

Nå, men tilbage til det at stange ål i de gode gamle dage:

Når hullet var stort nok, stak vi lysteret helt ned til bunden, og gik stille og roligt rundt om åbningen og stak det skråt ned for at komme så langt ind under isen, som muligt. Sommetider kunne vi være heldige at finde en helt stime ål, som lå nede i mudderet, og var det tilfældet, kunne det ende med en rigtig god fangst. Ålene blev så trukket op på isen – der kunne sidde et par stykker på lysteret ad gange, så det gik ret hurtigt.

Når de mange ål kom op af vandet, døde de ret hurtigt, men vi tog dem op med hænderne, knækkede halsen på dem med et bestemt tag, og puttede dem enten i en sæk, eller satte den på et stykke hegnstråd. Ålene har et hul lige ved nakken, som egner sig perfekt til det, så det gik ret nemt. Når vi kom hjem og skulle flå dem, foregik det også med et bestemt tag, for det var vigtigt at trække skinnet af fra rygsøjlen og ned, og det tag/taw, det glemmer man aldrig.

Hvis vi havde fanget ål om sommeren, kunne det være nødvendigt at vande ålene ud – i et stykke tid. Det vil sige at lade dem svømme i en beholder, vi havde derhjemme. Men var det om vinteren, var ålene rene nok til snart at spise. Her er det lige på sin plads at fortælle, at en rigtig mand/ kvinde dreng/pige spiser så mange ål hver, at fiskebenene kan nå hele tallerkenen rundt samt et kryds tværs over den flade tallerken. Det var sådan man gjorde i gamle dage i Nørholm, men nu har jeg slet ikke spor lyst til at spise ål længere. Jeg har fået nok som barn/ung.

Min kone Birte og jeg fik nogle dejlige år i Vendsyssel, men hun døde desværre for tre år siden. Nu bor jeg i Biersted – ikke så langt fra Karin, og herfra kan vi lige skimte Klitgårds fiskerleje, men hvis vi kører til Gjøl, kan vi se alt det, der sker på fjorden langs Nørholm og omegn.

Oluf Nielsen, Biersted