FDF patruljernes modstandskamp

Da FDF patruljernes leg i Nibe blev til modstandskamp og modtagelse af våben på Sønderholm Hede

Jacob Søndergaard fra Nibe Avis har fået forelagt historien om Grete og Olaf, og historien er ham velkendt, da det er hans far, Poul Søndergaard, der under pseudonym har skrevet den omtalte tekst. Jacob Søndergaard har gennem tiden hørt sin far fortælle historien i forskellige versioner, og her skriver han en opfølgende tekst.

Året var 1943, og FDF-drengene i Nibe havde gennem 30’erne været ganske almindelige danske drenge med de interesser, der nu følger med. Nu var de ude af skolen, kommet i lære eller gik på »latinskolen« i Aalborg. Men sammenholdet var intakt, da et par stykker med daglig skolegang i Aalborg tog initiativ til at samle nogle enkelte drenge med det formål at yde modstand mod den tyske værnemagt. Den tyske forlægning, der dagligt var synlig i Nibes gader, havde okkuperet flere centrale bygninger – her iblandt Afholdshotellet (på stedet, hvor den senere Bikuben / BG Bank bygning og nu »Blomsterpigen« mv. har hjemme) samt Jernbanehotellet (nu »Jernkroen«).
Værnemagten var også ude efter den nye, store boligblok »Enggaarden«, som er den langsliggende boligblok på Nørregade i Nibe, men boligforeningen omgik denne mulighed ved at undlade at montere det nederste trappesæt til den tre-etagers boligblok med trappeopgang: – Byggeriet er ikke færdigt, lød svaret fra boligforeningen Enggaarden til den tyske kommandant i Nibe.

De to – tre – fire unge, som tog initiativet, fik gennem kortere tid kontakt til andre unge fra Nibe. Men hver især, så vidste kun de ganske få – eller måske ingen, hvem alle var, for så kunne man jo ikke sladre, hvis gruppen blev optrevlet.
I starten gik »arbejdet« mest ud på at genere de erhvervsdrivende, som man vidste – eller havde formodning om – handlede med den tyske værnemagt: En handlendes ruder blev overmalet, mens der hos andre blev udøvet, hvad der vel også kunne betegnes som »drengestreger«.
Modet steg, og de unge fik nye ideer: I nærheden af havnen i Nibe lå et muslingekogeri, som beskæftigede 20-30 lokale medarbejdere; hovedsageligt kvinder, der pillede de kogte muslinger, hvorefter disse blev lagt i dåse og kunne tjene som føde til bl.a. soldater. Efter hvad man erfarede, blev disse dåser med kogte muslinger solgt til tyskerne, og det måtte stoppes!
Det er skribenten bekendt den eneste rigtige sabotage, som skete under krigen i Nibe, da man fik samlet så meget sprængstof, at »muslingekogeriet blev sprængt i luften«. Ej heller skaderne er kendte, og måske kom produktionen op at køre igen.

Der skulle samles penge; dels til de forskellige ideer til sabotage, som blev diskuteret og nogle forsøgt gennemført. Det blev derfor løsningen, at gruppen trykte illegale (i forhold til tyskerne: Ulovlige) blade med bl.a. uddrag af Kaj Munks tekster. Disse blade blev i diskretion solgt eller omdelt til lokalbefolkningen, og penge derfra blev brugt dels lokalt og dels ydet som tilskud til bl.a. Aalborgensiske modstandsgrupper.
Og hvorfra fik man så skaffet papir og trykfarve til trykningen, der foregik på en håndbetjent duplikator? Min far, Poul Søndergaard, fik det i små mængder ad gangen »organiseret« fra sin far, Holger Søndergaards trykkeri, for hverken forældre eller andre måtte jo vide noget om modstandsgruppens eksistens eller sammensætning.
Gruppen af unge fra Nibe var efterhånden vokset til 15, og der blev holdt møder i mindre grupper, dels for at diskutere situationen og dels for at komme med ideer til nye sabotager.
Et møde blev holdt hos Knud Erik Schiønning, hvis mor drev slagteriudsalget, tilhørende Nibe Slagteri. Knud Erik havde værelse på første sal, og denne aften, hvor det var blevet noget sent, skulle gruppens skydevåben renses og efterses. Og indtil et vist tidspunkt var alt foregået som tiltænkt. MEN: Da gik der pludseligt et skarpt skud af fra en revolver, og de unge fik meget travlt med at pakke sammen og komme hvert til sit. Knud Eriks mor hørte vist intet til skyderiet.

En dag kom der bud via dem, som gik på skole i Aalborg, om Nibe Gruppen kunne medvirke ved modtagelse af containere med våben fra englænderne. Også det blev diskuteret, og løsningen blev, at det ville man. Alle blev internt gjort bekendt med, at »nu er man ude på den del af modstandsarbejdet, der kan koste liv«. Men de unge holdt fast, og der blev skabt kontakter gennem den danske modstandsbevægelse til Englænderne, som udpegede en plads i Sønderholm Hede, hvor containerne med våben skulle kastes ned.

Vi skriver nu maj 1944, og alle forberedelser er gjort til modtagelse af våben. Der har været en instruktør i Nibe, hvor de unge blev briefet, og der blev uddelt lommelygter med forskellig farve, og de unge skulle så stilles op i bestemt rækkefølge og dermed signalere til den engelske flyver, hvor nedkastningen skulle foregå. Signalet til, hvornår der skulle modtages våben, ville komme i forbindelse med den danske radioavis, som hver aften blev sendt fra England, og som alle familier hørte for at følge med i krigens udvikling. I slutningen af udsendelsen kunne man så høre: »Hilsen til … og så fulgte en række navne, og var

»Nibes navn« iblandt, så vidste alle, at man skulle stille et bestemt sted. Hver kørte selv – på cykel – enkeltvis eller to og to, og på et bestemt klokkeslæt skulle man så være på plads. Nibegruppen fik navnene Grete og Olaf.

Den første aften var alle spændte, og alle tog opstilling. Flyveren kom, men der blev ikke kastet containere – uvist af hvilken årsag – og alle kørte hjem, men fik så ikke sovet meget den nat.

En senere aften var man igen på plads – til tiden, men der kom ikke nogen flyver. To timer gik, og man enedes om at tage hjem igen. På vejen fra nedkastningsstedet kunne man så høre flyet være på vej, og alle returnerede til nedkastningspladsen. Der blev stillet op, og containerne kom. Men det var så småt ved at blive lyst, så containerne skulle dækkes for ikke at blive fundet.

På vejen derfra hørte de unge en lastbil komme kørende, og der var tegn på, at tyskerne havde opdaget pladsen, for en Aalborgensisk vognmand havde stukket gruppen til tyskerne. Alle kom dog hjem i god behold, og nåede lige at komme i seng, inden man igen skulle op i skole eller på job.

Frank Laursen og Holger Jepsen tog dagligt toget til Aalborg, men et par dage efter ned-

kastningen blev de passet op i toget af tyskerne, og blev taget med til afhøring på Politigården i Aalborg.

Noget har tyskerne sikkert fået ud af de første anholdte, for efterfølgende var tyskerne på tur gennem Nibe, hvor de eftersøgte flere fra gruppen, og det lykkedes tyskerne at få fat på frisørlærling Karl Salling Møller, lærling Aage Kirk (Christensen, Tøjhuset), og slagterlærling Martin Carlsen, som også blev ført til afhøring og efterfølgende indsat i Kong Hans Gades Arrest.

De øvrige ti lykkedes med at slippe væk, idet »jungletrommerne« løb hurtigt gennem byen, da man hørte om de første anholdelser.
De ti, som undslap og endte med at krydse Kattegat med en fiskerbåd fra Sæby, var: Jørgen Kirk (Christensen, Tøjhuset), Henning Højgaard, Knud Erik Schiønning, Eskil Bondesen (søn af den lokale provst), Kaj Christensen, Niels Jørgen Jensen (søn af den lokale fragtmand), August Hansen og Poul Søndergaard.

Efter nøjagtig et år var krigen slut, og de fem, som via Frøslev Lejren i Sønderjylland, blev ført til KZ Lejren Neuengamme ved Hamburg, kom gennem krigens sidste år, og kom hjem til Nibe, men ikke uden ar på sjælen.
De otte, som det lykkedes at flygte til Sverige, hvor de indgik i Den Danske Brigade (udlandshær, som om nødvendigt ville kunne sættes ind), kom ligeledes hjem til Nibe i god behold, og alene denne bedrift har været en stor prøvelse for disse unge, i alderen 19-22 år. I Nibe blev de modtaget på Torvet med pomp og pragt, og såvel de unge som familierne i Nibe, var naturligvis lykkelige.

Nu er alle medlemmer af Nibe Gruppen gået bort, så denne beretning er skrevet ifølge hukommelse fra fortællinger og overleveringer, samt materiale, som min far Poul Søndergaard har efterladt.

Som de to sidste, døde Poul Søndergaard i 2012, og Karl Salling Møller døde i 2021. Begge – samt en del af de øvrige – er bisat på Nibe Kirkegård. På Karl Salling Møllers gravsted er placeret en mindesten over Nibe Gruppen.

PS:
Mange år efter krigens oplevelser og aktivitet, samledes Nibe Gruppen hvert femte år på nedkastnings-pladsen i Sønderholm Hede. Her blev der drukket en øl, og der blev nedgravet en kasse øl til mødet næste gang.
Og næste gang – fem år efter – lykkedes det (naturligvis) ikke at finde ølkassen fra sidst, så der var vist reserver med. Det skete (ifølge overleveringen) hver gang, og det morede de sig meget over.

Ét af billederne her ved artiklen bevidner, der blev drukket en øl i heden, og efterfølgende var der – indtil de sidste gik bort – jævnlige sammenkomster blandt de medvirkende, for oplevelserne under krigen blev klart et minde for livet.

Jacob Søndergaard, Nib