Bjerg-Posten nr. 43 er udkommet

Bjerg-Posten, der er lokalhistorisk forenings årsskrift er nu hos foreningens medlemmer eller på vej rundt i medlemmernes postkasser. Årsskriftet er trykt i 450 eksemplarer, og langt de fleste omdeles i lokalområdet af foreningens bestyrelsesmedlemmer, men ca. 100 sendes med PostNord til medlemmer så langt væk som på Island.

I denne udgave kan der læses om Skrædderen fra Klitgård, Kunstmaleren fra Tostrup og Mejeriet i Drastrup. Der er barndomsfortællinger fra Kærvedgård i Frejlev og Stenergård på Sønderholm Hede – en 100 års fødselsdag for Frejlev Missionshus, lidt om forstander Balle, der var den første forstander på Husmandsskolen i St. Restrup og en beretning fra en af de første tilflyttere til Sønderholm i 1963.

Desuden løfter bestyrelsen sløret for et par spændende udflugter i 2020 – en forårstur til Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø og en sommertur til Vitskøl Kloster – som vanligt regner vi med stor medlemstilslutning.

I mange år har der været et stort fremmøde til generalforsamlingerne, og i 2020 har vi også store forventninger til dette. Bestyrelsen har nemlig formået, at få en tidligere Sønderholm-dreng, Christian Havrehed, til at holde foredrag efter generalforsamlingen. Christian har haft sin arbejdsplads i Hongkong, og har også roet tværs over Stillehavet – altså kan han berette om et spændende internationalt og udfordrende liv.

Er du interesseret i at blive medlem og deltage i foreningens aktiviteter, så skal du blot klikke på menupunktet – OM ARKIVET. Et medlemsskab koster 80 kr. om året for hele husstanden.